_____________________________________________________________________________
Særligt ansvarsbegrænsningsklausuler kan i den forbindelse være hensigtsmæssige at indføje i sin kontrakt til bedre at forudsige konsekvenserne af et kontraktsbrud. En modparts misligholdelsesbeføjelser og retlige krav på erstatning kan nemlig ofte være forbundet med meget høje omkostninger for den misligholdende virksomhed.
I den forbindelse vil det derfor særligt være nødvendigt at fraskrive sig eller begrænse ansvaret for driftsomkostninger og andre indirekte tab, der måtte være opstået som følge af misligholdelsen. Ligeledes kan det være klogt at begrænse den samlede udbetaling af erstatning til eksempelvis prisen på varen.
Endvidere vil det være vigtigt for virksomheden at have bestemte procedurer parat ved indgåelsen af aftalen, da domstole ofte kræver særligt bevis for parternes hensigt til at lade sig binde af en ansvarsbegrænsning. En underskrift på det pågældende dokument er således ofte påkrævet, særligt når ansvaret er fraskrevet helt (exclusion clause), eller en ansvarsbegrænsning i øvrigt ville forekomme særligt byrdefuld eller urimelig i forholdet.
_____________________________________________________________________________
Ansvarsbegrænsninger i en kontrakt bliver fortolket snævert samt imod affatteren (contra proferentem). Det er derfor vigtigt med præcise formuleringer i forbindelse med definition af ansvarsbegrænsninger, vedrørende både skadesindtrædelse, samt hvilke typer erstatninger, der er omfattet. Enhver tvivl i den forbindelse kan betyde, at ansvarsbegrænsningen ikke vil få effekt efter hensigten.
Konkret vil det således særligt være klogt at opdele en ansvarsfraskrivelse i 3 separate punkter, nemlig mangler, forsinkelse og produktansvar, således at fortolkningstvivl undgås.
_____________________________________________________________________________
Aftalelovens § 36, om urimelige aftalevilkår, vil ligeledes kunne anvendes mod særligt byrdefulde klausuler, imidlertid sjældnere på aftaler mellem erhvervsdrivende.
Det er mellem erhvervsdrivende imidlertid stadig vigtigt, at ansvarsfraskrivelsen ikke er for bred eller eksempelvis undtager for ansvar i forbindelse med grov uagtsomhed eller forsætlighed. Sådanne uagtsomhedsklausuler er som hovedregel kun acceptable, dersom de findes i agreed documents, eksempelvis NSAB, indgået mellem erhvervsdrivendes brancheorganisationer.
_____________________________________________________________________________
Det er vigtigt at præcisere i ansvarsbegrænsningsklausulen, at den ligeledes omfatter fejl begået af medarbejdere eller andre tredjemænd, eksempelvis underleverandører. Sådanne personer indgår ofte som led i kontraktsforholdet, men vil ikke være omfattet af eksempelvis en uagtsomhedsklausul, hvis dette ikke er præciseret i klausulen.
I et sådant tilfælde, uden inkludering af medarbejdere eller andre tredjemænd, vil udøvelse af simpel uagtsomhed, fra en medarbejders eller anden tredjemands side, ofte betyde, at ansvarsbegrænsningen ikke omfatter situationen.
Virksomheden vil, i medarbejderens tilfælde, derfor hæfte for skaden gennem Danske Lovs 3-19-2 om principalansvar. Virksomheden kan derfor uforudset alligevel komme til at betale erstatning til kontraktspartneren, som følge af misligholdelse af kontrakten, og der vil ikke være grundlag for regres til medarbejderen på grund af Erstatningsansvarslovens § 23.
En virksomhed kan, i tilfælde af tredjemands uagtsomhed, ligeledes komme til at hæfte for tredjemands uagtsomhed som følge af kontraktsforholdets misligholdelse med kontraktspartneren. I den situation vil kontraktspartneren kunne rette krav både imod virksomheden og tredjemand, der således begge hæfter personligt og solidarisk for skadessummen.
Selvom virksomheden i situationen ofte vil kunne få regres til tredjemand for hele beløbet, er dette faktum desværre aldrig fuld sikkerhed for skadesløsholdelse for virksomheden.
_____________________________________________________________________________
En force majeure-klausul og/eller en hardship-klausul kan ligeledes være brugbare i tilfælde, hvor levering af en artsbestemt vare ikke er stort set umulig at gennemføre, som krævet i købelovens § 24, men kun ses som urimelig.
Listen over begivenheder og forhold, der vil kunne berettige en virksomhed til ikke at levere en vare, og uden at skulle betale skadeserstatning i den forbindelse, vil derfor kunne udvides i sådanne klausuler.
_____________________________________________________________________________
I tilfælde af virksomhedens indgåelse af internationale aftaler, vil en værnetingsklausul og en lovvalgsklausul ligeledes være hensigtsmæssige at inkludere i en kontrakt, til lettere forudsigelse af konsekvenserne i tilfælde af uoverensstemmelser, da der ofte er forskel på fortolkning og udfald af en kontraktsklausul mellem særligt et common law-land, som eksempelvis England, og et civil law-land som eksempelvis Danmark.
_____________________________________________________________________________
Listen over andre brugbare kontraktsklausuler er lang og vil alle kunne tilpasses virksomhedens behov og risikoprofil.
Advokatfirmaet Henrik Christensen & Partnere har stor erfaring i udarbejdelse af salgs- og leveringsbetingelser til virksomheder til rimelige priser.
De er meget velkommen til at kontakte Adv.fmg. Claus Emil Engel Johansen for en nærmere drøftelse af, hvilke kontraktklausuler Deres virksomhed måtte have behov for.