Fodbold kan ændre verden!
Men sport er også en del af verdenssamfundet og dermed lovgivning og regler.
Fodbold er meget mere end en idrætsgren. Det er den eneste sport, som har væltet regeringer, udløst krige og startet frigørelsesbevægelser.
Et fodboldstadion er desuden en unik arena for sammenhold, stammefællesskab og globale trends.
Alt dette beskriver den amerikanske journalist og forfatter Franklin Foer i en ny bog: ”Hvordan fodbold forklarer verden”.
For de fleste danskere er fodbold følelser, motion og fritidsfornøjelse, men også sejre og nederlag.
Mange kan huske, da John F. Kennedy blev skudt i november 1963. Mindst lige så mange kan huske den juni dag i 1992, hvor Danmark blev Europamester i fodbold.
Og hvilke AaB-fans husker ikke den søndag i juni 1995, hvor AaB første gang blev danske mestre.
Langt færre tænker derimod over, at fodbold og idræt også er en del af vort samfund. Idrætten skal respektere landets love og regler og for professionelle klubbers vedkommende også betale skat.
Hvor fodbold tidligere var kendetegnet ved amatører og frivillige ulønnede ledere, er der i nyere tid vokset store internationale koncerner op i sportsverdenen. Klubber som Manchester United, Liverpool, Chelsea, Barcelona og Real Madrid er blevet globale mega Brands.
For os der dagligt beskæftiger os med love og regler, også i forhold til idrætsverdenen, må det ofte erkendes, at samfundets lovgivning ikke har kunnet følge med den hastige kommercialisering af sportsverdenen.
Sporten har sine egne regler, som for fodbolds vedkommende er fastsat af FIFA, UEFA og DBU.
Heroverfor står så ”Samfundets” regler, som på demokratisk vis er vedtaget af EU og Det Danske Folketing.
Udfordringen for advokater og jurister består så i, at få sportens regler til at spille sammen med EU- og danske regler. I takt med, at sport har udviklet sig til en forretning, er tendensen til juridiske uoverensstemmelser øget, hvilket har ført til mange domsafsigelser i såvel Danmark som EU.
Især den såkaldte Bosman-sag fra 1995 har fået afgørende indflydelse på klubbernes økonomi på transferområdet, men der er også domspraksis på områder, som vedrører reglerne om konkurrence og fri bevægelighed i EU-traktaten samt ansættelsesretlige afgørelser.
Selv om der kan udledes vigtige principper af den efterfølgende praksis, har der vist sig et behov for mere stabile betingelser for at sikre en sund udvikling indenfor sporten i Europa.
Dette forhold er blevet yderligere understreget af den seneste dom fra EF-Domstolen i sagen Meca-Medina (18. juli 2006), som demonstrerede den grad af juridisk usikkerhed, som stadig eksisterer mellem EU-lovgivningen og sportsreglerne. I Danmark afventer vi med spænding resultatet af en sag anlagt af Spillerforeningen mod DBU vedrørende kompetenceforhold m.v.
Det er vigtigt at understrege, at ”sportens særlige egenskaber” allerede er anerkendt af de europæiske regeringsledere.
Det skete ved den første henvisning til sporten i Amsterdam-traktaten (1997) efterfulgt af Helsingfors-rapporten om sport (1999) og endelig Nice-erklæringen i 2000.
Erklæringen, der blev godkendt af Det Europæiske Råd i 2000, udstak en række specifikke sportslige egenskaber, der betragtes som værdifulde og væsentlige for de europæiske samfund som helhed. Erklæringen er imidlertid ikke juridisk bindende, ligesom den ikke giver den juridiske sikkerhed, som sporten har brug for i disse turbulente tider. Flere lande har således været ramt af skandaler omkring aftalte kampe og korruption samt flere tilfælde af konkurs og dårlig økonomi.
På den baggrund erkendte sportsministrene i en række store EU-lande behovet for politisk handling. Storbritanniens EU-formandskab tog initiativ til at iværksætte en uafhængig undersøgelse af sporten.
Rapporten ”Independet European Sport Rewiew” udkom i oktober 2006 og foreslår en række anbefalinger til EU-Kommissionen, EU-landene og UEFA.
Som rapportens mål har været en fortolkning og anvendelse af gældende jurisprudens og de politiske principper i Nice-erklæringen for at sikre en omfattende og stabil juridisk ramme for europæisk sport generelt og fodbold især.
Det bliver spændende, at følge den kommendes behandling af rapporten i såvel EU som fodboldkredse.
Rapporten fastslår, at den europæiske sportsmodel skal bevares og beskyttes. Man ser også esensen af pyramidestrukturen i sporten som det ubrydelige led mellem det topprofessionelle plan og græsrødderne, d.v.s. det konkrete billede på solidaritet i praksis.
Da regeringslederne allerede har anerkendt sportens særlige egenskaber i Nice-erklæringen, bør debatten alene komme til at handle om det praktiske tiltag, der er nødvendige for, at der bliver taget højde for den særlige natur i europæisk lovgivning.
Som relevante lovgivningsområder anviser rapporten f.eks. konkurrencelovgivningen, kommercielle rettigheder, fri bevægelighed, blokfritagelse, beskyttelse af mindreårige, regler for spilleragenter og væddemål samt hooliganisme m.v.
Under alle omstændigheder står det klart, at der er et reelt behov for at regelsættet i sportens verden bringes i overensstemmelse med samfundets regler for at undgå misforståelser og uhensigtsmæssigheder. Dette vil kræve, at sportens myndigheder og samfundets lovgivere arbejder sammen om at løse udfordringen.
Fodbolden må som største verdensomspændende idrætsgren gå forrest på dette område og lad mig derfor slutte med følgende citat fra FIFA præsident Joseph S. Blatter:
”Make the game better
take it to the world
and make the world a better place”
